
Sejlforeningen Vikingen
Postboks 268
4800 Nykøbing F.
Til Guldborgsund Kommune
SFS sag: 201102000
Hjemmel
Søfartsstyrelsen kan med hjemmel i § 6 lovbekendtgørelse nr. 654 af 15. juni 2010 om sikkerhed til søs meddele forbud og påbud til sikring af sejladsen samt overholdelse af orden, forebyggelse af fare, herunder om skibes sikre og uhindrede passage af gennemsejlingsbroer.
Sagsfremstilling
Guldborgsund Kommune ønsker at ændre åbningstiderne for Guldborgbroen for at udnytte ressourcerne optimalt.
Guldborgbroen er omfattet af Søfartsstyrelsens bekendtgørelse nr. 961 af 7. december 1992 om sejlads gennem visse broer i danske farvande.
Bevarelse af skibes mulighed for fri og uhindret sejlads er et af Søfartsstyrelsens vilkår ved opførelse af enhver bro over et gennemsejlingsfarvand.
Ændring i denne mulighed skal godkendes af Søfartsstyrelsen som en ændring til broreglementet.
Søfartsstyrelsen har den 15. august 2011 skrevet til Guldborgsund Kommune:
”… Guldborgsund Kommune bedes fremsende dokumentation for skibes behov for åbningstider og resultatet af forhandlingerne med farvandets brugere, herunder statistik for skibstrafikken gennem broen, der anskueliggør passagemønsteret fordelt på skibstyper.
Der fremsendes endvidere dokumentation for den argumentation, der leder til de nye foreslåede åbningstider…”
Det angives, at åbningstider ikke berør erhvervstrafikken, dette fremgår ikke af forslaget til ændret broreglement.
Der er ikke dokumentation for, at der har været dialog eller forhandling med farvandets brugere, herunder fritidssejlere, som viser at de foreslåede åbningstider tilgodeser skibe og fartøjers behov.
Nuværende åbningstid
”Fra solopgang til en halv time efter solnedgang (i tidsrummet fra 1. november - 1. marts dog fra en halv time før solopgang).”
Uddrag af høringssvar
Guldborgland Bådelaug skriver:
”…Fra Guldborgland Bådelaugs side lyder der skarpe protester mod at gennemføre begrænsninger af Guldborgbroens åbningstider.”
L F Havnenetværk skriver:
”…Vi må derfor på det kraftigste advare mod begrænsninger i gennemsejlingen af Guldborgbroen.”
BalticSailing skriver:
”…vil vi opfordre til at Guldborgsund Kommune fremskaffer tal for gennemsejlinger af lystbåde og på hvilke tidspunkter, der sejles…”
Sydstævnekredsen under Dansk Sejlunion skriver:
”…Den planlagte indskrænkning af åbningstiderne vil sikkert have den konsekvens, at den formindsker antallet af sejlere, der besøger Sundet og dets havne…Vi vil derfor i Sydstævnekredsen foreslå, at man trækker forslaget om reducering af åbningstiderne…”
Amba for lystbådehavne i Nykøbing F skriver:
”…Reducering af åbningstiderne på Guldborgbroen vil betyde yderligere forringelse af lystbådehavnen i Nykøbing F…Ambaet anbefaler derfor, at kommunen bibeholder de åbningstider, der er i dag.”
Sejlerforeningen Vikingen skriver:
”…På grund af den tidligere aftenlukning kan sejlere der kommer nord fra risikere ikke at nå ind i Sundet inden kl. 19. Der er ingen havne i nærheden og ingen beskyttende ankerpladser nord for broen. Der kan opstå en farlig situation i blæsevejr…Bevar de nuværende åbningstider.”
Motorbådsklubben Guldborgsund skriver:
”…Kommunen skal efterleve FN’s havretskonventionen af 1982, som giver alle skibe på havet ret til at sejle frit…mange turister vil vælge andre rejsemål…de påtænkte ændringer for Guldborgsundbroens passage indstilles…”
Sejl- og Motorbådsklubben Grønsund foreslår:
”…Ingen broåbning i nogle timer midt på dagen med faste åbningstider:
Maj-august hver fulde time fra 06.00 til 12.00 og igen fra 16.00 til 22.00
September: fra 08.00 til 12.00 og igen fra 16.00 til 20.00
Resten af tiden som foreslået
Der burde måske etableres et par fortøjningspæle nord for broen, til brug for både, der må afvente broåbing…”
Guldborg Falster Bådelaug foreslår:
Periode åbningstid
01.04 – 30.09 08.00-21.00
01.10 – 31.03 08.00 – 19.00
Toreby Sejlklub foreslår:
Samme åbningstider som Kong Frederik IX’s Bro.
Guldborgsund Havne skriver:
”…reducerede åbningstider under ingen omstændigheder er forenelig med havnens erhvervspolitik…de eksisterende åbningstider fastholdes…subsidiært…der ikke betales for broåbninger uden for reducerede åbningstider…”
Afgørelse
Søfartsstyrelsen kan ud fra det foreliggende ikke imødekomme Guldborgsund Kommunes nuværende forslag til ændret broreglement med nye åbningstider.
Broens åbningstider er derfor fortsat fra solopgang til en halv time efter solnedgang (i tidsrummet fra 1. november - 1. marts dog fra en halv time før solopgang).
Det lægges til grund for afgørelsen, at der ikke foreligger dokumentation for skibes behov for åbningstider eller resultat af forhandlinger med farvandets brugere, herunder de af farvandets brugere, hvoraf uddrag af høringssvar er gengivet her.
Der foreligger ikke fyldestgørende dokumentation for den argumentation, der leder til de nye foreslåede åbningstider.
Der foreligger heller ikke statistik for skibstrafikken gennem broen, der anskueliggør passagemønsteret fordelt på skibstyper og passagetider.
Såfremt der i samråd med farvandets brugere kan opstilles et revideret forslag til nyt broreglement, kan dette fremsendes til Søfartsstyrelsen til fornyet behandling, sammen med resultatet af forhandlinger med farvandets brugere, samt statistik for skibstrafikken gennem broen, der anskueliggør passagemønsteret fordelt på skibstyper og passagetider. Der fremsendes endvidere dokumentation for den argumentation, der leder til de nye foreslåede åbningstider.
Klageadgang
Jf. § 8, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1068 af 4. september 2007 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang mv. kan afgørelsen, ikke ankes.
Med venlig hilsen
Søren Ø. Forup
Nautisk Konsulent
Center for Maritim Regulering
Dir.tlf.: |
3917 4598 |
E-mail: |
Vermundsgade 38 C
DK-2100 København Ø
Tlf.: |
3917 4400 |
Fax: |
3917 4401 |
Husk!